Offentliggørelse af billetsalg 2021

Haslev Garnfestival 2021

Så starter billetsalget til Haslev Garnfestival 2021, hvor Claus Kronborg fra LOF Haslev og Heidi Johannesen fra Krea Deluxe indbyder til Danmarks hyggeligste garnfestival. Garnfestivalen afholdes i Haslev, lørdag den 4. september fra kl. 10-17 og søndag d. 5. september 2021 fra kl. 10-16.

Inspireret af strikkeevents rundt omkring i landet og Europa og med baggrund i de sidste års succeser med at afholde Garnfestival, afholdes denne nu igen i Haslev. Bag denne store event og kvalitetsmesse står festivalleder Claus Kronborg og eventkoordinator Martin Rønnow Kronborg fra LOF Haslev samt den kreative duo bestående af Pia og Heidi Johannesen fra Krea Deluxe, der nu for sjette gang arrangerer denne store garnevent og messe i Danmark.  

Grundet de forrige års succeser, udvides garnfestivalen på flere punkter:
Garnfestivalen vil i 2021 strække sig over to dage og vi har derfor udvidet vores udstillerområde med over 1.600 m2, så der er rigeligt med plads til alle. På hele området foran den store scene vil der være ekstra siddepladser med god udsigt til scenen. Set i lyset af Corona-restriktionerne skal der være god plads til alle besøgende på Haslev Garnfestival.  

Der kommer fagfolk inden for den kreative verden, med workshops, foredrag, modeshow, salg af garn og fagbøger mm. Vi har inviteret en masse spændende udstillere, som rammer noget for enhver smag, og hvor man kan blive inspireret og udveksle opskrifter, få tips og se alt det nye indenfor dette område. Der vil være mulighed for at gøre rigtig gode køb på de mange salgsstande, deltage på en eller flere af de 12 workshops, lytte til spændende foredrag, drikke kaffe og spise en kage, samt nyde en dejlig frokost kreeret af Lotte Kjellerup, som de besøgende har mulighed for at kunne forudbestille. Vi har strikket et rigtig godt program sammen til vore besøgende i år, så der også kan blive tid til at hygge sig med veninderne, siger festivalleder Claus Kronborg.

Man kan således forsyne sig hele dagen under garnfestivalen i menu området, hvor man kan købe sin frokost, og hvor man også kan købe kage, samt kaffe/the og vand, hvis man ikke allerede har forudbestilt denne på hjemmesiden billetsalg.dk. Herved undgår man at skulle spilde tiden ved at stå i kø på denne spændende dag.

Vi har nogle helt fantastiske designere med i år, som afholder hele 12 workshops og en åben broderishop. Herudover vil der være et ”krea-område” hvor du kan få dig en god snak med forskellige strikke- og garnfolk.

Vi er stolte af at kunne præsentere vores gæster for foredragsholdere og navne som Annette Danielsen, Trine Runge Jesse, Trine P, Karen Noe, Mette Henius, Sidsel Sangild og Heidi og Pia fra Krea Deluxe. Det er nogle af de ypperste nøglepersoner inden for strik, garn, broderi og hvad dertil hører. Vi følger ikke strømmen, men prøver at bestemme retningen og præsentere det bedste indenfor hele dette kreative garnområde, siger Claus Kronborg.

Udstillerne skal gennem weekenden inspirere vores gæster med nye projekter og idéer og foreløbig deltager følgende med stande: Krea Deluxe, Önling, Marsø Art & Garnlopper, By Emra, Frk. Fines Garn, Møns Naturgarn, Bøge Design, Henius Knitwear, Uldgården, Garna, By Ritz, Oasen, Karen-Dittes Garn, Magiske Garner, Mama Garn & Uld, Platwerk, Birkedal Pelsfår og så Uld Sjæl – flere følger.

Skulle du have gjort et fejlkøb, har du for meget garn til overs fra et tidligere projekt, eller ønsker du bare at få ryddet lidt op i garngemmerne, så er muligheden der nu. Ved Garnfestivalen er der et ”Byt-til-nyt ”-marked – rent bytteri – altså ikke noget med penge – hvor I mødes og indbyrdes finder et godt bytte. Du giver simpelthen væk til andre der mangler. På den måde kommer du af med noget, og til gengæld kommer andre hjem med noget helt andet.

Haslevsjalet 2021

Traditionen tro er en designer i gang med at udvikle sit bud på ”Haslevsjalet 2021”. Alle kan på vores hjemmeside www.garnfestival.dk downloade strikkeopskriften på Haslevsjalet fra de tre tidligere år helt gratis. Det nye ”Haslevsjal 2021” bliver færdig i sommermånederne. Så glæd dig til dette bliver lagt ud på hjemmesiden.

Støtteprojekt 2021

Som noget nyt indførte vi sidste år et støtteprojekt. Haslev Garnfestival udvælger hvert år en sag/forening/projekt som vi støtter op om.

I 2021 har vi valgt at udvikle en hækleopskrift på små hjerter, som vi gerne skal have flere hundredvis af, og som skal bruges til støtte for ”Julemærkehjemmene i Danmark.”

Opskriften på disse små hjerter vil du også finde fra og med de tidlige sommermåneder på Haslev Garnfestivals hjemmeside og Facebook-side.

Store scene med gratis foredrag og modeshow:

På den store scene vil du begge dage blive underholdt ganske gratis af nogle af vores dygtigste workshop-undervisere og foredragsholdere:

– Annette Danielsen: ”Annette undrer sig….”

– Sidsel Sangild: ”Ja, det er hæklet!”

– Maria Hvid Kargaard: ”Stald til strik”

– Trine Runge Jensen: ”Broderisten!”

– Karen Noe: ”Strik!” 

– Modeshow: med Krea Deluxe som konferencier

– Krea Deluxe: Om årets støtteprojekt.

Begge dage vil der om formiddagen være modeshow på scenen, hvor vore udvalgte modeller vil vise de nyeste produkter indenfor hæklet og strikket tøj, introduceret af Kreativ chef Heidi Johannesen fra Krea DeLuxe.  

Der er foreløbig tilmeldt rigtig mange til denne Garnfestival, som nu er gået hen og blevet en årlig tilbagevendende begivenhed på 6. år. Vi lukker ved adgangsbillet nr. 1.200, fordelt over de 2 dage – flere kan vi simpelt hen ikke være; det skal jo også være hyggeligt og vi skal overholde de udstukne

Corona-restriktioner. Det vil vi sætte en ære i. Du skal – således som det ser ud nu – have et Corona-Pas eller en negativ test under 72 timer klar ved indgangen – og så er der adgang til en verden af garn- og strikkeoplevelser.

Der skal være god plads til alle. Faktisk kommer er besøgende fra hele Danmark lige fra nord til syd og fra vest til Bornholm i øst. Så man kan faktisk godt sige at denne Garnfestival er noget af et tilløbsstykke og lidt unikt i Danmark.

Du kan følge Garnfestivallen på Facebook – Haslev Garnfestival.

Billetter til Haslev Garnfestival 2021, kan købes på forhånd via billetsalg.dk, så bestil i god tid og kom endelig forbi og få en hyggelig dag med masser af kreativitet og nye og spændende idéer. Billetterne koster 75 kr. om lørdagen og 65 kr. om søndagen, samt alle workshops til kun 300 kr.

Billetsalget starter lørdag den 15. maj 2021, kl. 08:00 på billetsalg.dk. Se dog først lige vores hjemmeside www.garnfestival.dk inden du bestiller.

LOF Haslev og Garnfestival 2021 bliver afholdt på Nordskovskolen og i Nordskovhallen, der ligger på Bækvej 14 i Haslev.

Claus Kronborg
LOF Haslev

Heidi og Pia Johannesen
Krea Deluxe